I syvende afsnit ’Design kan bevæge’ taler podcastets vært Kirstina May med Thomas Bay, partner og producer i motion-, og designbureauet Frame, og animationsinstruktør Thorbjørn Christoffersen, som blandt andet har oplevet stor succes med de populære animationsfilm Terkel i Knibe (2004) og Ternet Ninja (2018). I podcastet snakker vi om animationens mange aspekter, og animationsdesignets evne til at skabe bevægelige og levende billeder.
Animationens verden har udviklet sig betydeligt, siden Thomas og Thorbjørn først stak tæerne i vandet på den bevægende og bevægelige animationsstrøm. Især 3D-animationernes popularitet tages op i podcastet, selvom Thorbjørn Christoffersen ikke personligt mener at der er en ”logisk grund” til at smide 2D animationerne på hylden:
”Jeg har aldrig regnet ud hvad der er med 3D,” bemærker Thorbjørn, ”Jeg har hørt nogen sige at det ene er tegnefilm og det andet er animationsfilm – men det hele er animation.”
Thorbjørn Christoffersen understreger dog også at det kan være en ”trend” hvori man måske nu ser den traditionelle 2D som et ”smalt kunstnerisk område”, men han belyser også at man, ud fra et økonomisk synspunkt, kan få ”mere for pengene” ved at genbruge 3D animationer og karakterernes individuelle designs.
Selv har han oplevet stor succes med sin involvering i projekter som Terkel i Knibe, Ternet Ninja og den animerede youtuber Kvante Karina, men han mener også at det er vigtigt at understrege at ingen animation er skabt uden menneskelige og talentfulde designere, uanset om grundstenene er opbygget på en computer:
”Der er ikke et græsstrå i en animationsfilm der ikke er blevet placeret af en-eller-anden.” pointerer han og nævner også hvordan det er designerne, og ikke algoritmer, der ligger mærke til om karakterens badeværelse, eksempelvis, mangler en tandbørste.
Thomas Bay er enig i at et godt team, er hvad der skaber godt bevægeligt design. Kulturen og stemningen mellem pålidelige designere og animatorer, skaber derved interessante løsninger, selvom han også mener at mangel på uddannelsesmuligheder inden for animation i Danmark kan lede til et lavt udbud af dygtige kandidater i motion-design feltet. Hverken Thomas eller Thorbjørn mener dog at animation er på vej ud.
”Animation er en af de mest kollaborative arbejdsformer inden for film og medie,” nævner Thomas, som blandt andet har været involveret i projekter som Skærmtrolden Hugo og eksklusive Instagram loops for store amerikanske firmaer som Range Rover. ”Det er den gode ide og de kreative hjerner der kan være svære at finde,” tilføjer han, eftersom det, ganske som podcastets vært Kristina May pointerer, er noget ”computere endnu ikke kan tage fra os.”
Animation, hvad end det handler om fulde spillefilm, kampagner eller lignende, er en interessant branche der ikke kun kan skabe bevægeligt design og dynamiske billeder, men kan også bevæge vores følelser ved at fortælle gribende historier gennem nytænkende designs. Desuden er designbranchen kun i udvikling – som set med virtual realitys indtog. Som Kristina foreslår, ender vi måske kun med yderligere at ”binde animationen sammen med vores eget univers” fordi animationen efterhånden kan udvikle et virkelighedstro univers.
Thomas Bay, partner og producer for designbureauet Frame
www.linkedin.com/thomasbay
www.frame.dk
Thorbjørn Christoffersen, animationsinstruktør og bogillustrator
www.linkedin.com/thorbjørnchristoffersen
www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/person/thorbjorn-christoffersen (filmografi)
www.youtube.com/channel/UC1i2fXJDDqVK6Y7stHuyqxg
Book et foredrag
Vi tilbyder 3 typer af foredrag, som kan bookes og tilpasses efter aftale. Foredragene er tænkt til alle størrelser af organisationer samt netværksgrupper.